COBI Byggeklodser WW2 Battleship Bismarck - 2789 Klodser

Bismarck var et tysk slagskib under 2. verdenskrig. Det var opkaldt efter den tyske rigskansler Otto von Bismarck og var et af sin tids største krigsskibe. Det er kendt for at have sænket den britiske slagkrydser HMS Hood og for den efterfølgende jagt, der førte til, at Bismarck sank kun tre dage senere.

Tyskland måtte kun bygge slagskibe på maksimalt 35.000 tons som en konsekvens af betingelserne i den britisk-tyske flådeaftale fra 1935. Processen med at designe Bismarck begyndte dog allerede i 1934, og skibet var officielt på 35.000 tons, men var i virkeligheden på 42.600 tons. Byggeriet blev påbegyndt den 1. juli 1936, men skibet kom ikke i brug før den 24. august 1940. Tyskerne mente, at Bismarck ikke kunne sænkes. Dette skyldtes bl.a. den svære pansring, der var op til 320 mm panserstål (lige over vandlinien). Alene panseret vejede 19.159 tons, og dybgangen var 11 m uden last.

Bismarck var et traditionelt konstrueret slagskib, men med en meget svær pansring, høj fart og sindrig, vandtæt inddeling. Den tyske flådestrategi gik ud på handelskrig mod England i Atlanten, og med indsatsen af Bismarck var det meningen, at tyskerne i modsætning til tidligere, nu også skulle tage kampen op og ødelægge de konvojer, hvis eskorter bestod af de ældre slagskibe, som englænderne med held hidtil havde holdt de mindre og svagere bevæbnede tyske atlant-raidere på afstand med. Skibet havde en besætning på 2.250 mand, en længde på 250,5 meter og en tophastighed på 30 knob. Bevæbningen bestod primært af otte 380 mm kanoner med rækkevidde på 35,6 km, samt tolv 150 mm kanoner og 50 mindre kanoner, der for størstedelens vedkommende var luftværnskanoner.

Desuden var skibet forsynet med et på daværende tidspunkt moderne radaranlæg, der var monteret over broen til ildledersystemet for hovedskytset.

Fremdriften blev sikret af tre skruer på hver 4,70 m i diameter, der blev drevet af Blohm & Voss-turbiner med en samlet ydelse på godt 150.000 hestekræfter.

Den 24. maj blev Bismarck angrebet af en britisk styrke, der omfattede slagskibet HMS Prince of Wales og flagskibet, slagkrydseren HMS Hood, under kommando af viceadmiral Lancelot Holland. Prince of Wales var kun lige færdigbygget, og det havde faktisk stadig værftsfolk om bord. Hood var bygget som en hurtig slagkrydser, men havde fået mere pansring for at få det til at minde mere om et slagskib. Det var dog stadig relativt dårligt pansret på dækket.

Fordi han fejlagtigt troede, at Bismarck sejlede forrest, beordrede viceadmiral Holland al skydning til at være koncentreret om Prinz Eugen. Kaptajnen på Prince of Wales opdagede dog fejlen. De britiske skibe prøvede derefter at komme tættere på Bismarck, så Hoods svage dækspanser var knapt så udsat. Det betød dog, at de to engelske slagskibe pga. af retningen mod målet kun kunne benytte deres to forreste kanontårne, mens Bismarck kunne benytte alle sine fire. Før de nåede tæt nok på, blev Hood dog ramt. Først af Prinz Eugen og lidt senere af Bismarck. Bismarcks træffer fik Hood til eksplodere og knække i to dele. Kun 3 ud af en besætning på 1.418 overlevede.

Prince of Wales blev også ramt, men var dog i stand til at slippe væk under dække af røgslør. Bismarck var blevet ramt tre gange. Den alvorligste træffer i forskibet, som betød nedsat fart både på grund af lækager, og fordi man nu måtte økonomisere med brændstoffet, da forbindelse til brændstoftankene i forskibet var afskåret. Skibet blev derfor tvunget til at sejle videre for nedsat kraft med kurs mod det besatte Frankrig for at blive repareret. Briterne, inkl. det skadede Prince of Wales, fortsatte dog med at forfølge det. Prinz Eugen slap væk.